DISTORTION I RINGSTED

På en meget varm sommerdag vandrer jeg ud ad Roskildevej i nærheden af Ringsted indtil Chr. VI´s Overdrevskro dukker op i det fjerne. Her bor kunstneren KAREN VILLIA JENSEN, 53, som ved siden af sit kunstneriske arbejde driver kroen sammen med sin mand. Som på alle andre gamle landevejskroer er folk gennem tiden blevet slået ihjel og bestjålet her, og familien lever da også side om side med genfærd, der fester i krostuen, når de er gået i seng. Det generer ikke Karen, hun lever med ånder, dyr og den besjælede natur i en helhed, der for hende er helt naturlig. Og dyrene, naturen, livet og en naturlig tilgang til det spirituelle ses overalt i Karen Villias kunst, som hun skaber i sit nybyggede atelier, lige ved siden af folden med hendes elskede heste. Her går vi ned og jeg bliver fortalt en livshistorie og en kunstnerisk vision som jeg kun kan have dyb respekt for. Om Karens baggrund: Karen Villia har tegnet hele sit liv – er mestendels opvokset hos sin mormor og morfar hvor man skulle være stille, når pressens radioavis var der eller når morfar skulle hvile sig. Og de svære ting talte man ikke om – bl.a. faderens død på havet da Karen var 6 år. Så hun har levet med fortielser og ofte at sidde for sig selv og tegne hele barndommen. Herudover er der i gamle skipperfamilier ofte mange stolte traditioner, overtro og forholden sig til døden, hvilket i hendes familie medførte en mørk og tung stemning, hvori Karen i det mindste kunne tegne sin oplevelse af tingene. Karen har taget overtroen, interessen for havet og vikingerne med sig, og det binder hende meget sammen med naturen stadig. Hun har i dag hvad man kan kalde en naturtro – ikke en kristen tro. Måske også derfor kan hun sagtens holde ud at bo på den gamle kro hvor det spøger, samtidig med at hun er en meget jordbunden kvinde. Som 17-årig gik hun på Håndarbejdets Fremmes Højskole, selv om hun blev rådet til at gå på kunstakademiet. Hun forsøgte at være fornuftig og økonomisk, og er så blevet indhentet af kunsten senere i livet alligevel. Hun er uddannet teknisk assistent og tog derefter en mere kunstnerisk overbygning på Blackpool College i England, hvorfra hun kom hjem i 1992 og i 1994 købte hun kroen sammen med sin mand. Herefter arbejdede Karen som illustrator på Velux i mange år hvor hun lavede vejledninger og brugstegninger til nye produkter. Det var gode, men stressede år, med job, kunst og kro. Derfor sagde hun i 2017 jobbet op og har siden arbejdet fuld tid med kunsten. Hun har, blandt mange andre kurser og undervisningsforløb, gået på Bjørn Ignatius´ kunstskole og haft værksted hos ham en del år, men har nu bygget eget atelier. Om Karens billedkunstneriske teknik: Jeg fik øje på Karen Villias kunst, fordi hun distorter (istykrer) sit motiv, opløser det, lægger lag ind over hinanden og således skaber mange lag af virkelighed, mange lag af figuration og farve. Det giver en visuel appeal og invitation til nærmere tagen i øjesyn som jeg straks blev fanget af. Karen kalder det selv AT FORSTYRRE – hun synes det bliver dødt, hvis ikke motivet forstyrres, så bliver det bare flade på flade. Hun prøver også at bruge farver, hun ikke kan lide nogle gange, for at lave bespænd for sig selv – og for at se hvad der sker, når to farver møder hinanden. Hun irriterer øjet med distortion og ikke-matchende farver, samt ved at lægge lag på indtil motivet næsten knækker og mister sin figuration. Det er her, det spændende ligger, siger hun. At den står og dirrer! Man kan også kalde det sampling – at lægge et transparent lag ad gangen ovenpå og ind over hinanden, og lade det opløse sig. Hun lægger næste lag blindt på, uden plan – for at dække fladen. De steder hvor lagene overlapper hinanden giver hun farve eller mønstre. Så tegner hun større mønstre op – f.eks. rønnebær – som kan være i alle lag. Dyr efter dyr – lag efter lag – vokser frem, blandet med symboler på eksempelvis treenighed. Kompositionen bliver collageagtig – og de lærreder, hun benytter, er af ren hør og dermed meget groft og råt, hvilket bevirker at malingen nogle steder klumper lidt, så det kan minde om krøllet papir. Selve lærredet arbejder med i værket. Hun siger om sig selv at hun er en materialenørd. Hun elsker at afprøve og arbejde i mange forskellige materialer og lige nu overvejer hun at plantefarve for at kunne væve garn-elementer ind i sine billeder. Om Karens livssyn og kunstneriske vision: Karen er optaget af hvad vi kommer fra og hvem vi kommer af, historiens og naturens gang, menneskelivets cyklus og sammenhæng med den større historie. Hun blander inspiration fra sin personlige historie med dyre- og naturskildringer samt mytologiske og symbolske elementer. Hverdagslivets dyre- og planteverden forbindes med menneskehedens kultiske fortid, liv og død, organisk og uorganisk tematiseres i hendes værker. Hun kan bedst lide at arbejde i serier, eller med temaer, så værkerne ikke står som solister. Hun inspireres af et emne eller en historie; der skal være noget, der trigger og sætter tanken i gang. Og når noget virkelig presser sig på, laver hun et af sine æskeværker: Hun skaber en æske med indhold, der tematiserer det, hun er optaget af, ked af eller vred over. Små, personlige værker, der bl.a. bragte hende ind på KE i 2012. Det, at forholde sig til noget, putte det i en æske og kunne lukke det til, tiltaler Karen. Og siger noget om hende som person: Hun er så meget mere, end det, du lige ser på overfladen, hun er selv som en æske, du skal åbne, for at få det hele med! Og man fornemmer at hun rummer virkelig megen indsigt og livserfaring, som kanaliseres ud i hendes kunst. Samspillet med naturen er det overordnede tema i hendes kunst. Hun er mere bekymret for os som menneskehed end for dyrene dybest set. Hun tror på at dyrene regenererer og overlever, men at vi ødelægger os selv og dermed os selv i naturen. Hun tror ikke på at vi kan overleve det vi gør ved naturen, hvorimod dyrene kan. Lige nu er hun i gang med en serie billeder til en udstilling i efteråret om forurening, hvor hun tager udgangspunkt i Tjernobyl. Det, der fascinerer hende, er, at dyrene har overtaget området, og på overfladen ser normale ud, nu uden synlige deformiteter - de har været stærke nok til at komme sig efter ulykken (dog ved vi ikke endnu hvad der er sket med deres arvemasse). Dyr regenererer hurtigere end os – de har klaret ”verdens undergang”! Der er gasmasker, bjørne og vildsvin som tematiserer hvor vi er rent geografisk, samtidig med at budskabet er universelt. Karens tilgang til sin kunst er, at hun sætter små skibe i søen lige nu, og dybest set er det anerkendelse mere end salg og store udstillinger hun satser på. Hun vil i virkeligheden bare gerne have kunsten set, høre hvad folk tænker og få gode snakke om det, hun laver. Hun giver den gas med alle mulige udtryk i forskellige materialer og elsker det daglige arbejde i det nye atelier. Hun har megen glæde af at være med i kunstnerfællesskabet Circulus hvor de feedback´er hinanden, udstiller og hygger sig sammen. At have nogen at sparre med betyder meget i hendes virke. Jeg synes hun som kunstner især med sit nyere udtryk skal ud til et større publikum – de fragmentariske, og dog harmoniske billeder er virkelig spændende at fordybe sig i – og nu har du haft mulighed for at lære hende at kende! Da jeg vandrer tilbage til bussen ad landevejen, må jeg konstatere, at vi nogle gange skal huske at vende blikket væk fra København og ud på landet for at finde ny spændende kunst, der ikke vises på de københavnske gallerier - endnu, men måske en dag gør!

Connie Boe Boss

Fra bogen 101 kunstnere 2018

Karen Villia Jensens kunst er en helt unik og sjælden set blanding af private, kulturelle og mytologiske inspirationskilder. For at finde noget lignende skal vi kigge på kunstnere som Joseph Beuys, Bjørn Nørgaard og Louise Bourgeois. Beyus´ værker kredser således konstant om hans fortid som krigsflyver i den tyske hær under den anden verdenskrig, Bjørn Nørgaard indrager foruden henvisninger til kunst og kultiske frembringelser fra hele verden også referencer til sin opvækst i en arbejderfamilie, mens Louise Bourgeois ofte henviser til den gobelinfabrik, hendes far ejede. Som de tre kunsthistoriske mestre arbejder Karen Villia Jensen også med mange forskellige udtryk, fra maleri over skulptur til installationer og blandform. I en ny serie af malerier er hun optaget af det nye atelier, hun er ved at få bygget i sin have. Bygningen indgår som motiv i billedserien, men ikke på en traditionel naturalistisk måde. I stedet har hun opbygget en slags collagemaleri, hvor mange forskellige motiver er inddraget i en lag på lag-komposition. Vi ser den nye bygning, og vi ser alt det, der optager Karen Villia Jensen. Det kan være de mange dyr omkring hende: fra de største heste over harer til de små og uanselige insekter: bier, guldsmede og græshopper. Vi ser havens vækster, buske og træer, der også fungerer som dekorative elementer i billedernes kalejdoskopiske struktur. Endelig ser vi som motiv det ældgamle asketræ Yggdrasil fra den nordiske mytologi, hvis krone rækker op i himlen, mens dets vældige rødder rækker ned i tre forskellige verdener: Asgård, Jotunheim og Hel. På denne subtile måde forbindes hverdagslivet med dyre- og planteverdenen og, i form af Yggdrasil, med menneskehedens fjerne og kultiske fortid. I malerierne bliver alt dette samlet til ét nærværende nu. Det samme mønster gentages i den serie af æsker, Karen Villia Jensen har lavet for et par år siden. I stedet for at få det hele serveret for vores øjne i indbydende og farveglade malerier, bliver vi her i stedet nødt til at åbne disse hemmelighedsfulde æsker. Hvad der naturligvis blot er med til at pirre vores nysgerrighed. I denne æskeverden af sære fortællinger finder vi en mangfoldighed af materialer og udtryk: broderier, fuglekranier, spejle, tænder, slagmetal, moler og cigaræsker. Som i maleriet blandes hverdagsobjekter med flora og fauna. Det private blander sig med det mytologiske, liv med død, det organiske med det uorganiske og det naturvidenskabeligt nørdede med det kitschede. Det bedste samlede indblik i Karen Villia Jensens kunst er faktisk, naturligvis foruden hendes hjemmeside, Facebook-profilen. Her ser man det frodige virvar af indtryk og udtryk, objekter, fantasier, inspirationer og tanker, som udgør hendes helt igennem personlige billedunivers. Et univers, det har været udsøgt fornøjelse at få et indblik i. Tom Jørgensen